I sidste uge hyggede jeg mig med at lave en kravlenisse til min facebook-side.

Håndværkeren er ikke på facebook, så jeg tænkte, at jeg måtte kunne bruge den til lidt nissesjov …

Torsdag aften mens han så julekalender ;), printede jeg nogle stykker og klippede dem ud, jeg lånte nøglen til hans kassevogn og så gik jeg ellers i gang med at fordele nissedamerne i kabinen.
Allerede fredag kom han smilende hjem og sagde: “Min kollega synes, at jeg har noget fint pynt i bilen” – det var nu ellers meningen, at håndværkeren skulle finde dem, men pyt … kollegaen havde lånt bilen på tømmerhandlen, på vej hjem skinnede solen, så han slog solskærmen ned, og der sad jeg og smilede til ham.
Siden har jeg hygget mig med at vide, at de to sidste sad i forruden, (forruden i kasevognen er dyb og lav, så de kan kun ses udefra), men i går havde han igen fundet en. Når han kørte ind på byggepladsen og parkerede foran vinduet ind til murernes skurvogn, grinte de helt vildt – og de havde så sagt til ham, at det var en fin pynt, han havde i vinduet 🙂
Nu venter jeg bare – har han fundet den sidste dame?

Det er ikke første gang, jeg har gang i noget drilleri, det er sket en del gange efterhånden. Jeg kan på stående fod kun huske et par stykker. Da vi var yngre, gemte jeg et par blondetrusser i hans jakkelomme, det var også skægt, da han trak dem frem i lyset.
Da han var soldat, skrev jeg breve hver dag og på ydersiden af kuverten skrev jeg søde beskeder, pointen var, at når der var brev, blev soldaten kaldt op til sergenten foran alle de andre soldater, og håndværkerens sergent havde stor fornøjelse af at læse alle de små beskeder højt. Til stor morskab for alle.

Barnligt? Sikkert, men så håber jeg aldrig, at jeg bliver voksen.